Hvis man skal have en sag behandlet ved de danske domstole, er der som bekendt ofte en lang ventetid fra det tidspunkt, hvor sagen er klar til afgørelse, og hvor dette rent faktisk sker. Derfor tales der også jævnligt om, at domstolene har brug for flere midler for at kunne begrænse de lange ventetider.
Det har formentlig lange udsigter at få tilført de tilstrækkelige midler til domstolene. Det er dog værd at huske, at der i Retsplejeloven allerede findes nogle regler, som i hvert fald skal være med til at begrænse antallet af sager, der bliver anket fra Byretten til Landsretten. Disse regler er ikke tilstrækkelige, idet også Landsretterne kæmper med berammelsestiderne, men det er dog værd lige at nævne, hvad disse regler går ud på.
Udgangspunktet i dansk ret er som bekendt, at en dom kan ankes én gang, idet man taler om det såkaldte to-instans-princip. Deri gælder dog bl.a. den begrænsning, at en sag, der efter påstanden har en økonomisk værdi på højest kr. 20.000,00, kun kan ankes med tilladelse fra det såkaldte Procesbevillingsnævn. Hvis nævnet skal give en tilladelse til anke, skal sagen være af principiel karakter, eller særlige grunde skal i øvrigt tale for en anke.
En anden begrænsning i muligheden for at anke fremgår af reglen i Retsplejelovens § 368a. Efter denne bestemmelse kan Landsretten afvise at behandle en sag i anden instans, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i Byretten, og hvis sagen ikke er af principiel karakter, eller hvis andre grunde i øvrigt ikke taler for, at sagen skal behandles af Landsretten. Hvis Procesbevillingsnævnet har givet tilladelse til en anke, kan Landsretten dog ikke afvise en sag.
Reglen i § 368a blev indført for nogle år siden for at undgå de såkaldte kreditanker. Det går i al sin enkelhed ud på, at den part, der har tabt sagen i Byretten, og som er blevet dømt til at betale et beløb til den vindende part, ikke uden videre skal have mulighed for at anke sagen til Landsretten og derved opnå den fordel, at beløbet i hvert fald først skal betales, når også Landsretten har afgjort sagen.
Nogle gange er det dog ikke så lige til at afgøre selv for Landsretterne, om en ankesag skal tillades ført eller ej. En nyere afgørelse er et godt eksempel herpå. Sagens omstændigheder var følgende:
En Byret havde afsagt en dom i en sag om mangler ved nogle kornsiloer, som et selskab havde leveret til et andet selskab. Det tabende selskab var i den forbindelse blevet dømt til at betale ca. kr. 43.000,00 til det andet selskab til udbedring af manglerne. Det selskab, der tabte, ankede dommen til Landsretten med påstand om frifindelse, men det andet selskab påstod anken afvist. Landsretten afviste efter reglen i § 368a anken med den begrundelse, at man var enig i Byrettens vurdering af beviserne og de retlige spørgsmål i sagen, og at der derfor ikke var udsigt til, at sagen ville få et andet udfald, hvis den blev behandlet i Landsretten. Spørgsmålet var herefter, om Landsretten med rette havde afvist ankesagen. Dette spørgsmål skulle afgøres af Højesteret.
Landets højeste domstol lagde vægt på, at det selskab, der havde vundet sagen i Byretten, ved en bevisoptagelse og under forberedelsen i Byretten havde henvist til sagsgenstanden som siloer af en anden model end den, som sagen vedrørte, og højden af denne type siloer var brugt i forbindelse med beregningerne i en skønsrapport. Først under sagens afgørelse i Byretten blev der rettet op på dette forhold, fordi sagsgenstanden blev korrigeret til den type silo, som sagen vedrørte.
Det tabende selskab havde for Landsretten anført, at kravene til reklamation ikke var overholdt, og man havde også anmodet om en yderligere bevisførelse, fordi man ønskede at stille nogle supplerende spørgsmål til skønsmanden.
Højesteret fandt, at det ikke umiddelbart kunne afvises, at disse forhold kunne få betydning for sagens afgørelse, og betingelserne for at afvise anken til Landsretten efter § 368a var derfor ikke opfyldt. Derfor endte det også med, at sagen blev hjemvist til behandling ved Landsretten.
Afgørelsen er et meget godt eksempel på, at det altid afhænger af de konkrete forhold, om en anke bør tillades eller ej, og derfor er den generelle virkning af reglen også begrænset. Den bidrager derfor heller ikke meget til begrænsning af sagsmængden ved domstolene.
Jørn Haandbæk Jensen
Advokathuset Nordsjælland