I selskabslovens kapitel 22 findes nogle regler om ansvar for stiftere, medlemmer af ledelsen og kapitalejere.
I § 361 er det bestemt, at stiftere og medlemmer af ledelsen, som under udførelsen af deres hverv forsætligt eller uagtsomt tilføjer kapitalselskabet skade, skal erstatte dette. Efter den samme regel kan der i øvrigt også pålægges ansvar overfor revisorer, vurderingsmænd m.v.
I § 362 er det anført, at en kapitalejer skal erstatte tab, som den pågældende forsætligt eller groft uagtsomt har tilføjet selskabet, andre kapitalejere eller tredjemand.
Reglerne har absolut praktisk betydning, selvom de heldigvis ikke bruges jævnligt i retspraksis. Det skyldes formentlig – ligesom det er tilfældet med andre tilsvarende regler – at de også har en vis forebyggende effekt og derfor er med til at forhindre, at der overhovedet opstår situationer, hvor nogen lider tab som følge af foretagne dispositioner – i hvert fald hvor dette er sket forsætligt eller (groft) uagtsomt.
En nyere afgørelse fra Østre Landsret illustrerer på udmærket vis, hvornår et ansvar kan komme på tale i henhold til reglen i § 361. Omstændighederne i sagen var som følger:
I april måned 2018 anmodede Erhvervsstyrelsen Skifteretten om at tage et selskab under tvangsopløsning. Senere samme måned blev selskabet dog taget under konkursbehandling efter begæring fra en kreditor. Baggrunden herfor var, at den pågældende kreditor, som var et andet selskab, havde været involveret i en retssag mod det selskab, som nu blev begæret konkurs.
Retssagen var blevet afsluttet ved, at byretten havde afvist sagen kort før det tidspunkt, hvor den skulle have været afgjort i retten, nemlig i februar måned 2018. I forbindelse med, at sagen blev afvist, bestemte retten, at selskabet, der nu blev erklæret konkurs, skulle betale 450.000 kr. i sagsomkostninger. Beløbet blev imidlertid ikke betalt, og det var altså baggrunden for, at den pågældende kreditor begærede selskabet konkurs.
I det selskab, der blev begæret konkurs, og som også blev taget under konkursbehandling, var direktøren fratrådt i januar måned 2018. Den pågældende direktør havde under ansættelsen på selskabets vegne aftalt en friholdelsesforpligtelse i forbindelse med en aktieoverdragelse overfor det selskab, som var involveret i retssagen. Friholdelsesforpligtelsen vedrørte tab, som det andet selskab måtte lide som følge af den nævnte retssag mellem de to selskaber.
Under den retssag, som kreditorselskabet anlagde mod direktøren, var hovedspørgsmålet, om direktøren havde pådraget sig et erstatningsansvar efter § 361 i selskabsloven ved på vegne af det nu konkursramte selskab at have anlagt eller ikke forud for sagens afvisning at have hævet retssagen mod kreditorselskabet, og om der var lidt et tab.
Østre Landsret kom frem til, at det i hvert fald i løbet af nogle måneder efter sagsanlægget burde have stået klart for direktøren, at det selskab, hvori han var direktør, ikke ville være i stand til at afholde de sagsomkostninger, der var forbundet med retssagen, såfremt denne ikke blev vundet, og han derfor burde have hævet sagen.
På den baggrund fandt Østre Landsret direktøren ansvarlig efter selskabslovens § 361 for det tab, som retssagen havde påført det selskab, hvor direktøren havde været ansat, og som altså havde påtaget sig friholdelsesforpligtelsen. Det blev desuden lagt til grund, at der var lidt et tab som følge af den manglende betaling af sagsomkostninger, og derfor blev direktøren personligt dømt til at betale dette tab, der i sagen var opgjort til kr. 225.000.
Afgørelsen er altså et praktisk eksempel på, at man som daglig leder af et selskab kan blive gjort ansvarlig for tab, som påføres samarbejdspartnere, konkrete aftaleparter m.v.
Jørn Haandbæk Jensen
Advokathuset Nordsjælland