Spørgsmål – DET KNIRKER I SAMEJET!
Hej
Vi er nogle venner, der igennem de sidste 10 år har delt et større sommerhus, som vi alle ejer. Vi har hver en del af huset, som vi hver i sær råder over, men har siden købet haft et samlet sæt regler for vedligeholdelsen heraf. Nu overholder én af ”vennerne” ikke længere vedligeholdelsesreglerne, hvilket betyder at hendes del af sommerhuset står og forfalder. Hvad kan vi forlange af hende?
Svar:
Hej
Det sæt regler i lavede i forbindelse med købet, er formentlig at anse for en samejeoverenskomst, som er en aftale, som regulerer forholdet imellem ejerne.
I må derfor påtale overfor hende, at I har indgået en aftale, som hun er forpligtet til at overholde.
Hvis hun fortsat ikke overholder de vedligeholdelsespligter, der fremgår af jeres samejeoverenskomst, er der tale om misligholdelse af aftalen, hvilket kan få retsvirkninger. Det betyder, at den misligholdende part kan dømmes til at opfylde de pligter, som denne er pålagt i henhold til aftalen, eller blive pålagt at betale erstatning, såfremt samejeoverenskomstens øvrige parter lider et tab grundet misligholdelsen, og erstatningsbetingelserne derudover er opfyldt.
At sommerhuset er i risiko for at forfalde på grund af den pågældendes manglende vedligeholdelse må klart siges at være erstatningspådragende.
Det anbefales, at I fastholder vedligeholdelseskravet. Hvis den pågældende fortsat ikke overholder samejeaftalen, vil det være hensigtsmæssigt at tage kontakt til en advokat, som kan hjælpe med sagens videre fremme
Advokathuset Nordsjælland
Erik Turley, 18/10 2018