I kapitel 3 i arbejdsskadesikringsloven er det beskrevet, hvornår man kan få erstatning for de ulykker, der sker i forbindelse med arbejdet. Ifølge lovens § 5 er en arbejdsskade således en ulykke eller en erhvervssygdom, der er en følge af arbejdet eller de forhold, det er begået under. I forhold til begrebet ulykke er det derudover en betingelse, at der er tale om en personskade, som er forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der sker pludseligt eller indenfor 5 dage. Begrebet erhvervssygdomme er ligeledes defineret i loven og kan i korthed beskrives som sygdomme, der er forårsaget af særlig påvirkning, som bestemte persongrupper gennem deres arbejde eller de forhold, det foregår under, er udsat for i højere grad end personer, der ikke har et tilsvarende arbejde.
Det følger altså af lovens betingelser, at den ulykke, man udsættes for, skal have den nødvendige sammenhæng med arbejdet for at udløse krav om erstatning efter loven om arbejdsskadesikring. Kravet er helt naturligt og giver i mange tilfælde heller ikke anledning til problemer, når det gælder spørgsmålet om, hvorvidt der kan kræves erstatning eller ej. I nogle tilfælde er det imidlertid knap så oplagt, hvilket fremgår af en sag, som Østre Landsret har afgjort.
Den pågældende sag drejede sig om en person, der var ansat som arbejdsmand i et firma. Under en frokostpause, hvor den ansatte opholdt sig i en af firmaets biler sammen med en kollega, blev bilen påkørt af en anden bil, hvorved den ansatte kom alvorligt til skade. Firmaets bil var lovligt parkeret udenfor et supermarked, da ulykken skete. Den ansatte spiste frokost i bilen, efter at han og kollegaen havde indkøbt materialer til brug for det arbejde, som senere skulle udføres på arbejdspladsen.
Den ansatte gjorde gældende, at han havde være udsat for en arbejdsskade, fordi der ifølge hans opfattelse var tale om en ulykke, som var en følge af arbejdet.
Østre Landsret vurderede på baggrund af oplysningerne om arbejdets art og organisering, at det ikke var tilstrækkeligt i forhold til betingelserne i arbejdsskadesikringslovens § 5, at den ansatte befandt sig i sin arbejdsgivers bil. Det ærinde, som den ansatte foretog i sin frokostpause, måtte således efter Landsrettens opfattelse have haft en nødvendig eller naturlig forbindelse med hans arbejde for at være en arbejdsskade.
Efter en samlet vurdering af de oplyste omstændigheder, herunder arbejdets tilrettelæggelse, fandtes den ansattes ophold på parkeringspladsen ved supermarkedet ikke at have haft en nødvendig eller naturlig forbindelse med hans arbejde. Selvom den ansatte og kollegaen som nævnt før ulykken ved supermarkedet havde foretaget indkøb til brug for de senere arbejdsopgaver samme dag, var dette altså ikke tilstrækkeligt, fordi supermarkedet og parkeringspladsen ikke var i umiddelbar nærhed til indkøbsstedet for materialerne. Den samlede vurdering af sagens omstændigheder faldt altså ikke ud til den ansattes fordel.
Der er naturligvis tale om en konkret afgørelse, men den viser til gengæld også, at det nogle gange er ”tilfældigheder”, der afgør, om en ulykke kan godkendes som en arbejdsskade. I den foreliggende sag var resultatet måske blevet et andet, hvis den ansatte og kollegaen havde indtaget frokosten på det sted, hvor man indkøbte materialer til brug for de arbejdsopgaver, der skulle udføres senere på dagen.
28/8 2018
Jørn Haandbæk Jensen
Advokathuset Nordsjælland