De fleste ansættelsesforhold ophører heldigvis på normal måde, enten fordi den ansatte selv siger sit arbejde op, eller fordi arbejdsgiveren har en gyldig grund til at bringe ansættelsesforholdet til ophør, f.eks. på grund af besparelser. Det kan dog naturligvis ikke undgås, at nogle ansættelsesforhold bringes til ophør på en måde, der ikke er i overensstemmelse med det ”normale”, og i så fald opstår spørgsmålet om, hvorvidt den ansatte har krav på en godtgørelse, og hvad denne i givet fald udgør. I enkelte tilfælde kan det derudover være således, at den ansatte måske har krav på en godtgørelse efter forskellige regelsæt, og spørgsmålet er i så fald, om dette også godkendes, således at den ansatte i virkeligheden får mere end en erstatning eller godtgørelse. Et sådant tilfælde er netop blevet afgjort i Højesteret. Sagens omstændigheder var følgende:
En person var ansat i en elevstilling i en virksomhed, men blev opsagt, idet der efter virksomhedens opfattelse var det fornødne grundlag herfor, fordi eleven efter virksomhedens opfattelse var udeblevet fra arbejdet, uden at den pågældende på forhånd havde fået lov til dette.
Virksomheden gik efterfølgende konkurs, og derfor blev sagen ført mellem HK som mandatar for den ansatte og Lønmodtagernes Garantifond, idet sidstnævnte i givet fald var den instans, der skulle udbetale en godtgørelse til eleven, der havde krævet at få godtgørelse for urimelig opsigelse efter funktionærlovens § 2b og minimalerstatning efter funktionærlovens § 3 samtidig med, at den pågældende også krævede godtgørelse for tab af uddannelsesgode, hvilket under nærmere angivne betingelser kan tilkendes i medfør af erhvervsuddannelseslovens § 65.
Lønmodtagernes Garantifond afviste at udbetale godtgørelse efter reglerne i erhvervsuddannelsesloven med henvisning til, at man allerede havde anerkendt et krav om dækning af et tidligere anmeldt krav på godtgørelse for urimelig opsigelse og minimalerstatning i henhold til funktionærloven.
Da HK imidlertid fastholdt kravet, endte sagen - efter behandling i det såkaldte Tvistighedsnævn - i Østre Landsret, der udtalte, at godtgørelse for uberettiget ophævelse af en uddannelsesaftale tilkendes ”Som kompensation for en række forhold, herunder elevens indtægtstab, manglende eller forsinket uddannelse samt forstyrrelse af forhold og mistet selvagtelse”.
Landsretten var af den opfattelse, at der ikke var grundlag for at tilkende både godtgørelse for uberettiget ophævelse efter Erhvervsuddannelsesloven og godtgørelse for usaglig opsigelse efter Funktionærlovens § 2b, idet disse godtgørelser i det væsentlige kompenserer for de samme forhold.
Sagen blev af HK indbragt for Højesteret, der imidlertid kom til samme resultat som Østre Landsret, hvilket i øvrigt skete med samme begrundelse. Sagen angik også et andet forhold vedrørende et andet godtgørelsesbeløb, som der ikke havde noget med den øvrige problemstilling at gøre.
Afgørelsen må altså tages som udtryk for, at den ansatte ikke har krav på erstatning eller godtgørelse efter forskellige regelsæt, selvom dette umiddelbart er hjemlet i forskellige bestemmelser, hvis godtgørelsesbeløbene i virkeligheden er en kompensation for identiske forhold i forbindelse med ansættelsesforholdets ophør. Afgørelsen forekommer at være helt rimelig og i fuld overensstemmelse med de hensyn, der ligger bag ønsket om at sikre den ansatte.
13/3 2018
Jørn Haandbæk Jensen
Advokathuset Nordsjælland