Indlæg 22.11.2011 – Modregning i entrepriseforhold

I entrepriseretlige forhold kan der – som i andre kontraktsforhold – opstå situationer, hvor en af sagens parter – det være sig hovedentreprenøren, undertentreprenøren eller bygherren – ønsker at foretage modregning, fordi man mener at have et krav mod en af de andre parter i kontraktsforholdet.

Betingelserne for modregning er principielt de samme, uanset om det drejer sig om et entrepriseretligt forhold eller et andet retsforhold mellem parterne. Modregning betyder, at den ene parts fordring udlignes i den andens. Der sker således det, at modregneren opgiver sit krav (modkravet) og derved bringer sin gældsforpligtelse (hovedkravet) til ophør.

Grundbetingelserne for modregning er som følger:

Fordringerne skal være såkaldt komputable, altså udjævnelige.

Kravene skal være gensidige, altså bestå mellem de samme personer.

Forfaldstiden skal være kommet for modfordringen, og den, der modregner, skal have ret at præstere hovedfordringen.

I konkursloven findes der særlige regler om modregning i forbindelse med konkurs, idet der i disse tilfælde kan opstå særlige problemstillinger. I sådanne situationer, der ikke omtales i nærværende indlæg, er der yderligere krav, før modregning kan finde sted.

I entrepriseretlige forhold kan et ønske om modregning f.eks. opstå ved, at en bygherre overfor en hovedentreprenør har et berettiget krav på erstatning eller dagbod, fordi et arbejde er blevet forsinket. Ønsket om modregning kan imidlertid også bestå mellem andre af parterne i entrepriseforholdet.

Højesteret har i en nylig afgjort sag taget stilling til en situation, hvor en hovedentreprenør ønskede at foretage modregning overfor en underentreprenør som følge af mangler ved det arbejde, som underentreprenøren havde udført for bygherren, men altså efter aftale med hovedentreprenøren. Situationen i den omhandlede sag var som følger:

En hovedentreprenør og en underentreprenør indgik aftale om, at sidstnævnte for hovedentreprenøren skulle udføre arbejde på en terrasse tilhørende en privat bygherre. Hovedentreprenøren mente, at arbejdet vedrørende flisebelægningen var mangelfuldt udført, og derfor ønskede hovedentreprenøren overfor sin underentreprenør at modregne med de omkostninger, der var forbundet med en udbedring af manglerne. De to entreprenører havde indgået en aftale med henblik på, at hovedentreprenøren kunne opfylde sin hovedentreprise overfor bygherren.

Under sagen blev det lagt til grund, at terrassebelægningen rent faktisk var mangelfuld på grund af utilstrækkeligt fald m.v. Det særlige i sagen var imidlertid, at bygherren efter aflevering af arbejdet alligevel betalte den fulde entreprisesum til hovedentreprenøren og overfor denne erklærede ikke at ville gøre mangelsindsigelser gældende, selvom bygherren principielt ikke var tilfreds med det udførte arbejde. Når hovedentreprenøren alligevel kunne have en interesse i at kunne modregne overfor underentreprenøren, skyldtes det, at hovedentreprenøren ønskede at kompensere bygherren, hvis han først kunne modregne overfor underentreprenøren.

I den foreliggende situation blev det imidlertid vurderet af både Vestre Landsret og af Højesteret, at modregning ikke kunne finde sted. Begrundelsen var, at bygherren havde betalt den fulde entreprisesum til hovedentreprenøren, der således ikke havde lidt noget tab, og fordi der i forhold til denne ikke forelå nogen værdiforringende mangel. Det blev endvidere tillagt betydning, at hovedentreprenøren som følge af bygherrens godkendelse af arbejdet ikke havde rådighed over sagen/kravet og således ikke kunne kræve hverken afhjælpning, ophævelse af aftalen, afslag eller erstatning.

Afgørelsen forekommer meget velbegrundet og korrekt, fordi hovedentreprenøren helt korrekt ikke skal have mulighed for at opnå en ugrundet berigelse. Dette synspunkt gælder i ethvert erstatningsretligt forhold.

Jørn Haandbæk Jensen

Advokathuset Nordsjælland